Terracotta
Estrella
Serverer du tapas på din restaurant, så kan du med ro i sindet bruge vores ESTRELLA serie. Den kan både tåle ovn, microovn og køleskab. Husk, dog altid på, at original Terracotta stadig er porcelæn, man skal behandle med en vis forsigtighed.
Lidt om Tapas
Der går mange forskellige historier om, hvordan tapas-fænomenet opstod. Nogen mener, det går tilbage, til dengang maurerne havde besat Spanien. Hos maurerne var der tradition for, at gæster skulle forkæles og imponeres med så mange forskellige små retter som muligt, og denne skik skulle således være blevet hængende, efter at maurerne forsvandt. Andre mener, at det var den castilianske konge, Alfonso X, der opfandt tapas. Kongen blev sat på diæt af sin læge, fordi han spiste for meget. Da Kongen imidlertid ikke ville nægte sig selv nogen smagsoplevelse, befalede han sine kokke at lave mange forskellige bittesmå retter, så han på den måde kunne tilfredsstille sin trang til god mad.
En anden version går ud på, at Kongen befalede, at der skulle serveres lidt spiseligt hver gang, der blev udskænket drikkevarer på værtshuse landet over. Det blev simpelthen en uskreven lov for at undgå, at folk drak på tom mave og blev berusede. Selv hælder Anne mest til den version, der fortæller, at tapas blev opfundet på en bar i Andalusien for mange år siden. Det var dengang, fluerne summede omkring i halvmørket på barerne samtidigt med, at der dryssede støv ned fra loftsbjælkerne.
For at de bevingede kræ ikke skulle mellemlande i gæsternes sherry, lagde bartenderen et stykke brød, ost, pølse eller skinke hen over glasset. Da det spanske ord tapa betyder ’låg’ på dansk og som verbum (tapar) har betydningen ’at tildække’ eller ’sætte låg på’, er den forklaring måske den mest logiske.
Tapas-kulturen
De tapas, man får på barer og restauranter i Spanien i dag, rækker fra den helt enkle skål oliven til små sirlige retter i både kolde og varme udgaver. Det kan også være en lille portion af den skønne krydrede gryderet, der har stået og simret på komfuret ude i baglokalet hele dagen.
På langt de fleste tapas-barer i Spanien skal du selv bestille og betale for dine tapas. Men der er stadig enkelte steder, især ude på landet, hvor der til hver drink, man bestiller, følger en gratis tapa med. Er det en rigtig professionel bartender, sørger han for, at lige meget, hvor mange drinks du bestiller, så får du ikke den samme tapa flere gange.
De fleste barer har en stor sort tavle, hvor udvalget af tapas står skrevet. Og så er der selvfølgelig alle dem, der ikke står nogen steder, men som alligevel er der, fordi det måske lige netop nu er sæson for artiskokker, eller måske har muslingerne været billige den pågældende dag. Derfor skal man altid spørge tjeneren, om der er noget, han har glemt at fortælle. Er man eksempelvis glad for skaldyr, er det så ærgerligt at have spist sig mæt i albóndigas (små krydrede kødboller) og så bagefter se læssevis af cigalles (jomfruhummere) blive slæbt ind på nabobordet.